De professionelle kunstnere der støt og roligt arbejder med form og indhold, livet igennem, dem hører vi ikke meget til. I medierne optræder de sjældent, for det er ikke dem der holdt hvad de lovede, der får opmærksomhed om deres arbejde ”Unge lovende kunstnere” derimod er blevet en så fasttømret sproglig kliche, at det nærmest er umuligt at udtale ordet ”lovende kunstner” uden først at bruge ordet ”ung”. Hænger det sammen med at vi hellere vil drømme om fremtidig storhed end vi vil se den der er her lige nu. Meget tyder på at publikum i dag, også dem der kalder sig for ”kunstinteresserede”, synes at det er mere overkommeligt med ”lykkeposer” end at sætte sig ind i hvad der kan ses - for det kræver jo noget at lære at kunne se hvad der er godt og hvad der ikke er det. I TV er i øjeblikket det program der har det højeste seertal, et, hvor man ikke ved hvad der er i de aflåste kufferter, man skal vælge imellem. Sådan foregår det også i kunstlivet i dag, hvor publikum med hele kunstinstitutionen, gallerierne og museerne i spidsen, afgør hvem der skal være stjernekunstner i dette årti. Og gerne de næste med. Også kunstkendere elsker at tro på at de så rigtigt, da de satsede på det ukendte, og de bliver ikke kede af det hvis det viser sig at andre bekræfter dem i ”deres” valg, for med en samlet kunstinsitution i ryggen, opnår man en større chance for at den udvalgte kunstners markedsværdi forøges. Så der satses på ligesom vi har et behov for at udnævne guder vi kan tro på, i stedet for at elske det vi ser, så har vi åbenbart også et stort behov for at udnævne vindere , der måske kan skaffe os den helt store gevinst engang i en forhåbentlig ikke for fjern fremtid.

Nu er dette at arbejde med kunst ikke en konkurrence, men en livsform og et sejt arbejde, en slags grundforskning. Der kan være mange grunde til at en ungdomsdyrkelse kulminerer i disse år, og jeg tror ikke at der er een af ”De seje” der misunder de unge kunstnere, der støttes og satses på- udstillingsmæssigt, pressemæssigt ,økonomisk. Mange af dem er talentfulde og de ønskes alt godt i de år de kommer til at holde sig på kunstscenen. Sikkert er det dog at mange af dem vil falde fra igen. For det sværeste er ikke at begynde, men at holde stilen i de mange seje år der kommer efter en nok så lovende debut. Mit ærinde er imidlertid at udtrykke min inderlige beundring for de kunstnere, der har holdt hvad de lovede. At rette mit lys mod dem der har gennemgået arbejdsmæssige og personlige kriser og er kommet igennem med deres kunstneriske integritet i behold. Dem der er blevet ved med at udvikle deres eget formsprog og er forsat, på trods af skiftende interesse fra offentligheden. Dem der har arbejdet professionelt med deres kunst i 40, 50, 60 og 70 år . De er seje, og de har min allerstørste respekt. Hvordan ser de så ud ”De Seje”? Jeg har været rundt i hele Danmark for at portrættere de seje kunstnere. De bor på Møn og Bornholm; på Midtfyn og i Sønderjylland; på Mors og i Midtsjælland. Og de bor smukt. Jeg kunne have focuseret på de gamle boliger der emmer af historie og af ånd, og på de atelierer og værksteder der ligger centralt i husene – kunstnere bor stort set altid midt i deres arbejde. Men en sådan beskrivelse ville tage sig for malerisk ud, og sådan er virkeligheden ikke. Kampen ville mangle. Kampen for overlevelse med den kunstneriske integritet i behold. Og kampen ses ikke i de fotogene palletter og kan ikke læses ud af de smukke rum. Men jeg har fundet den i de stærke ansigter som jeg derfor har koncentreret mig om. Det er her jeg hver gang er blevet livsbekræftet. Det er mit håb at jeg med billederne af ”De seje” kan vise hvor smukt mennesket ser ud når det ældes med kampånden i behold. Når skaberilden ikke er slukket. De fleste samtaler jeg har haft med kunstnerne har drejet sig om deres seneste værker og om den sidste udstilling de har arbejdet hen imod eller netop har haft. Den svingende interesse for deres værker kan gøre ondt, og det har bestemt været et emne i vores samtaler. Kunstnere vil gerne kommunikere, men deres værker dækkes generelt dårligt af pressen i dag. Med mindre der er tale om ”årets håb” eller det er en af Danmarks tre guld-, sølv- og bronzedrenge som vi med eksportstøtte har sendt udenlands - og det er jo en helt anden historie som handler om alt andet end kunst, så er det ikke megen spalteplads der bliver afsat til omtale af kunstnernes værker. Penge derimod har aldrig været et emne. Pensionsordninger og efterløn slet ikke. Når man aldrig har haft en løn er det ikke noget man pludselig begynder at beskæftige sig med. De fleste af ”De seje” får den livsvarige statsstøtte som af kolleger uddeles til fagligt værdsatte kunstnere. Og så klarer man sig. Hvordan må man gætte sig til for den statsstøttede undersøgelse der blev lavet i 2004, har fastsat gennemsnitsindkomsten for kunstnere over 70 år til 17.910 kr – om året.

”De seje” arbejder videre, også uden mit lys sat på sig; og det er heller ikke deres eget, men mit ønske at der her focuseres på dem. For jeg mener at vi bliver rigere af at blive mindet om at de faktisk går lyslevende rundt iblandt os disse fine kunstnere, der er modnet så smukt. Uden at have tænkt over kønskvoteringen så er mit udvalg havnet på at rumme lige mange kvindelige som mandlige kunstnere. Måske er det ikke kønnet men alderen der diskrimineres mod i kunstens verden?